Forside   Sitemap   Søg
     
Alle nyheder
18+
8GP
Kaproning
Klubnyt
Motion
Ungdom

  30+ nyhedsbrev
Indskrevet: 31/10, 2017

Kære alle 30+ og andre, der læser med

Efteråret er over os, og sommertid er blevet til vintertid, og det betyder jo vi er trukket indendørs i hvert fald i hverdagene, og der er ganske mange gode tilbud man kan benytte. Tilbuddene er angivet i et tidligere nyhedsbrev. Nogle har været i tvivl om hvornår det startede, idet det ikke var angivet, men vi er i gang, så kom og vær med.

I slutningen af juli startede der en roskole, hvor både ikke frigivne fra sidste år, fra i foråret og helt nye deltog. Det var ganske mange, vistnok 18 i alt. 3 faldt fra under forløbet, og en frigiven har efterfølgende meldt sig ud her i oktober. Der var nogle stykker, der gav en stor hånd med, og gik ud med nye, og tillige var med til at frigive 12 kaniner. Til dem - Torben Eriksen, Jens Sparsø og Henrik Werner - vil jeg sige en stor tak, og jeg vil også sige tak til jer andre, der også hjalp til. Uden jeres hjælp var det ikke gået..

I morgen, onsdag, starter der 4 helt nye, som, er jeg sikker på, kommer under  Mathildes kyndige instruktion. Jeg vil også dukke op og aflevere frigivelses-/rettighedsbeviser til dem, der ikke har fået deres endnu.

Det er selvfølgelig ikke meningen, at de nye/nyere skal isoleres fra os, men at de starter op i ergometer onsdage eller torsdage, hvor Mathilde er instruktør. Det er tanken, at når de har lidt mere styr på ergometret, så kan de komme om mandagen og blive en del af os, hvis de har tid og lyst.

Mathilde og jeg har aftalt hvordan det skal foregå med helt nye, der kommer her i vinter, Det er nødvendigt, at alle nye skal rette henvendelse til mig inden de kommer (man kan ikke bare møde op f.eks. om mandagen). Vi aftaler så i fællesskab hvordan det skal foregå med en prøvetime. Hvis man efter en prøvetime ønsker at fortsætte, må man melde sig ind. Man kan evt. begynde som trimmedlem.

HUSK at udfylde en vinterrotilladelse, hvis du skal på vandet i vinter. De ligger i gangen ved telefonen. Ingen udfyldt seddel = ingen adgang på vandet. Og på de sedler er jeg også blevet motionschef for både 18+ og 60+ - det havde jeg ikke lige set komme, men jeg håber begge grupper er i gode hænder hos henholdsvis Mathilde Madsen og Lene Balschmidt, for jeg synes jeg har rigeligt at se til i 30+.

Jeg afventer svar hvad tid der er motorbåde på vandet lørdage og søndage, da vi jo har 8+ på vandet begge dage, men vi plejer jo at starte tidligt, så......... Tillige har jeg spurgt om vi kan bruge en motorbåd, hvis vi kan skaffe en motorbådsfører (og det har vi faktisk på søndag), men jeg afventer som sagt svar. De 2 koordinatorer får svar lige så snart jeg kender det.

HUSK, at når man har været til regatta, skal bådene rigges igen umiddelbart efter de er kommet tilbage i klubben, og det har brugerne, der har været til regatta, ansvaret for at få gjort.

Grillsæsonen om torsdagen er slut, men der er stadig spisning, og for dem, der ikke rigtig ved hvad det går ud på, så er det 1 primært 2, der står for at lave middagen, som vi skiftes til at lave. Middagen koster 40-45 kr., som betales direkte til kokkene. For at deltage skal man melde sig på via klubmodulet SENEST KL. 12 OM ONSDAGEN. Af hensyn til, at gymnastikken slutter kl. 20 er middagen kl. 20.15, og jeg håber at se mange nye, men selvfølgelig også de gode gamle, men de plejer jo at komme J.

Der er Euroslide Open i Gladsaxe Hallerne d. 9.12. Hvis nogen har lyst til at stille op, er jeg sikker på I er velkomne, og tillige at klubben betaler ellers må jeg tage skideballen, hvis det ikke er tilfældet. Der vil sikkert også være brug for hjælpende hænder. Det kommer der nok et nyhedsbrev om.

Sæt et X i kalenderen d. 24.2.18, for da afholdes årets festlige mad og vinaften. Hvis nogen har idéer til et tema, vil jeg meget gerne vide det, for jeg er absolut ikke lige så kreativ som Lone. I går aftes fremkom et par forslag i damernes omklædningsrum (ja, der tales om meget der, som herrerne og andre k´ere går glip af) – ”Danske højtider”, kunne også være ”Danske retter fra glemmebogen” og ”kryb” (den kan jeg dog ikke gå ind for, for jeg tror ikke, der vil komme nogen).

Velmødt til alle vinterens aktiviteter.

Rohilsner
Regitze R.